Sådan som jeg ser det og også hører meget fra andre er selvskade bl.a. en måde at mestre og kontrollere følelser, som man gemmer væk. Det samme gælder med misbrug af stoffer, alkohol, dem der er arbejdsnarkomaner, har spiseforstyrrelser og meget andet.
Når så de ting bliver lagt på hylden, vælter de gemte følelser op og derfor er det så svært ikke at falde i igen eller ændre ens usunde mestring til en anden usund mestring/misbrug.
Man kan se det som en form for forsvarsmekanisme. Noget kan fortrænges og lyves om det skete, men nogle ting er bare så smertefulde, at det kun kan holdes på afstand med et egentligt misbrug. Når misbruget så ikke er aktivt, vælter følelserne op. Aggressioner er vel i bund og grund også en forsvarsmekanisme. "Kom ikke ind under huden på mig, for jeg stoler ikke på at du vil mig noget godt og jeg er bange for at du forsvinder igen og derfor kan jeg lige så godt starte med at holde dig på afstand" - kender jeg fra mig selv. Eller en afledning " Hvis jeg lader min vrede gå ud over dig, får jeg luft for alle de frustrationer, som jeg bærer på og så må nogen da kunne se, at jeg har det elendigt".
Kan man finde noget alternativt, som kan give lidt luft for ens følelser, f.eks noget af det fra afledningslisten og bruge det samtidigt med at man får mere forståelse for ens følelser gennem terapi, kan det lykkes at slippe ud af selvskaden, gennem en lang og sej kamp. Jeg har selv brugt en tom cola-flaske til at slå på en stol eller køre ud på landet og sidde og skrige, til jeg ikke havde mere luft. Af andre redskaber bruger jeg at snakke med veninder om det der gør ondt, sidde ved stranden og tænke eller træne hårdt. Desuden har jeg arbejdet meget med "mit indre barn" og dermed fået størrere forståelse for, hvad der sårter mig og hvorfor.
Men ja kroppen og psyken reagerer, når selvskaden lægges væk. Pludselig fortæller kroppen, at der er noget galt og at det er vigtigt at man tager sig af det. Det er i familie med stressreaktion. Jeg oplever det ved at nu, hvor jeg ikke er selvskadende, reagerer min krop hurtigere på stress. Jeg får ondt forskellige steder eller som igår ligger og kaster op. Jeg bliver nødt til at lytte til min krop og vide at den reagerer, fordi der er noget, den vil fortælle mig og jeg ikke kan lytte til den, hvis jeg lukker for dens signaler ved at selvskade.
Jeg ved godt, at de ting, som kroppen prøver at fortælle, til tider kan være så smertefulde, at det kan være umuligt at lytte til det og at det eneste redskab kan være usunde mestringer så som selvskade eller anden misbrug. Men man kan lære over tid og gerne med professionel hjælp at åbne op for følelserne lidt af gangen, så de bliver placeret på den rigtilge hylde og ikke i agressioner overfor ens nærmeste eller i selvskade. Hvor svær den proces er kommer an på, hvor svære ting man har med i bagagen og hvilken hjælp man kan få. Og selv om man ikke kan forestille sig at tingene nogensinde bliver bedre, er håbet og viljen den strækeste og vigtigste drivkraft i vejen ud af selvskaden.
Det var bare lige mine tanker, hører gerne andres også
Forumforside 
