Hej stærke kæmpere.
Jeg fandt og blev knyttet dette forum i 2009 da jeg var 18 år gammel. Idag er jeg snart 23.
Jeg hed før 'justmaria'.
Jeg kan ikke finde mine gamle indlæg, hvilket ærger mig. Men det var også dengang hvor forummet havde et andet design (noget med sorte farver, info om selvskadere, og at det at skade sig selv, pårørende og mange andre vildt gode facts) Det savner jeg lidt herinde. Men sig da endelig til, hvis jeg tager helt fejl!
Dengang jeg blev knyttet forummet boede jeg på et psykiatrisk døgninstutition. Der boede jeg i 8 måneder. Dengang og i flere år har været en meget mørk tid. Jeg kan ikke huske hvornår jeg f.eks. sidst har haft selvværd og selvtillid. Når jeg kigger tilbage ser jeg mig selv græde og smadre glas på psykiatrisk afdelinger for at kunne skære i mig selv.
Det hele startede med, at jeg(cirka 13 år) brugte stiftblyanter som jeg bankede ned i armen og derefter kradsede den igennem huden. Det udviklede sig til sakse, knive, barberblade, ligthere og med mere. Jeg fandt min 'bedste' måde at skade mig selv da jeg var 18 år. Og det var glasskår og forstuvede arme som var fyldt med buler og farver.
Jeg fik stillet diagnosen skizoafftentiv lidelse da jeg var 17 og idag har jeg ikke længere svær depression. Nu har jeg 'ren' skizofreni, som jeg ikke ser så meget til idag af symptomer.
Det jeg vil med dette indlæg, det er at fortælle jer hvor godt jeg har det idag, 2014.
Jeg har været igennem en meget mørk tid i mange år. Jeg troede, at jeg skulle dø og at min mor så ville slippe for hendes besværlige og forfærdelige datter. Jeg følte mig ikke god nok og jeg fik at vide af min mor mens jeg var indlagt efter min første selvmordsforsøg, at der var andre der havde det værre end mig. Jeg troede, at hele verdenen ville være bedre hvis jeg døde. Det udviklede sig til, at jeg foragtede mig selv. Jeg hadede mig selv. Dermed forsvandt min selvtillid og selvværd også 100 %. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har kunne mærke varme fra et andet menneske. Og dette gælder stadig idag. Jeg tror ikke på, når folk siger til mig, at jeg er smuk og har store brune øjne.
Men jeg indså fornylig, at jeg faktisk har fået meget opmærksomhed fra alle mulige mennesker. Alt fra fyre til fremmede piger på gaden.
Idag har og kan jeg:
- fået glimten i mine brune øjne tilbage (har folk sagt til min far)
- jeg har selvværd, som er det vildeste følelse jeg nogensinde har haft (så glæd jer!)
- jeg arbejder stadig med min langsomt tilbagevendende selvtillid
- jeg roser mig selv hver eneste dag
- jeg ELSKER mig selv for den jeg er og det vil jeg blive ved med
- jeg skriver breve til mig selv og laver videodagbøger hvor jeg fortæller mig selv hvor fantastisk et menneske jeg er
- jeg tror dog stadig ikke på folk som giver mig komplimenter, men til gengæld tror jeg på mig selv
- i mit liv er jeg GOD nok
- jeg kan ikke undvære mig selv
- den person jeg frygter at miste allermest er mig selv. For hvem skal så trøste mig, ae mig på kinden og fortælle mig at jeg har uvurderlige egenskaber til at kunne skabe et godt liv til mig selv. Det er KUN mig.
- jeg er nået til det sted i mit liv, at jeg er ligeglad med hvad andre siger om mig og jeg har ikke brug for at få noget at vide om er godt til mig. Det har jeg mig selv til.
Piger og drenge. KÆMP! Også selvom du tager fri fra skolen i en uge og bliver hjemme og ser film og måske har taget 10 kg på på én måned, men det er at kæmpe. Det synes jeg.
I er megaseje og denne her forum har bare at forsætte. Dette forum har givet mig tryghed fra ukendte mennesker som fortalte mig, at jeg er et godt menneske. Det handler om FORSTÅELSE. Og det fik jeg i min mørke tid da jeg var teenager.
TUSIND TAK!
(Hvis jeg troede på gud, ville jeg sige 'gud velsigne jer'. Men det vil jeg ikke. Jeg vil sige, 'Lad jeres egenskaber og erfaringer velsigne jer'!)
Forumforside