Debat omkring selvskade

Debat fundet andet sted på nettet. Kom gerne med jeres kommentarer:

Styrken det kræver, at leve selvdestruktivt
Jeg har gået og tænkt rigtig meget på al den selvdestruktivitet jeg har hyllet mig selv ind i, i så mange år. Jeg har brugt meget tid på at undre mig over, hvordan jeg siden jeg var 16 år, fandt det som en imminent mulighed, at jeg fandt det så effektivt og betryggende, at skade mig selv på den ene eller den anden måde – lige fra ikke at tillade mig selv at slappe af eller modtage omsorg, til at skære i mig selv og skabe lange, dybe ar på min krop. Jeg kan mærke jeg har set det som både en rituel afstraffelse, effektiv følelsesregulering, en måde at skabe balance på i mit liv. Selvfølgelig kan meget blive en vane, og når det er effektivt ovenikøbet, bliver det hurtigt også en form for afhængighed.

men hvordan kunne jeg blive ved i så mange år – når alle omkring mig, efter de opdagede det og ikke mindst anerkendte det da jeg blev omkring 21, også ønskede mig ud af denne selvdestruktive selvforstærkende cirkel. Det eneste jeg kan komme i tanke om er: styrke.

Det er på ingen måde en god måde at bruge sin styrke på, men jeg kan ikke lade være med at sammenstille det med, at jeg så ofte, virkelig ofte, i mit liv har følt mig umådeligt svag. Følt mig for svag til at kontrollere mit følelsesliv, for svag til at komme ud af selvskaden eller spiseforstyrrelsen eller for svag til at leve det liv, jeg så inderligt gerne ville leve. Men det har jeg lige præcis ikke været kan jeg se idag. Jeg har følt mig svag, så svag at jeg følte jeg ville gå itu hvert øjeblik – men jeg har netop ikke været svag. Jeg har derimod været noget af det stærkeste….

For at leve så selvdestruktivt, ignorere andres omsorg og fordreje det til modsætninger, at bevidst fornægte sig selv enhver form for omsorg og trøst, at lade sine egne indre tanker om at man ingenting er værd, uden at lytte til alle de omkring en, som elsker en og som ihærdigt forsøger at forklare en at man netop er noget værd – evnen til at leve under så mange regler, som afviger så meget fra alle omkring en, de regler som hindrer en i at være social, i at være menneske….den evne og de rationaler – det er bestemt ikke tegn på at man er svag – det er et tydeligt symbol på at man er stærk.

At leve så selvdestruktivitet kræver enormt meget styrke. Og jeg kan ikke overbevise mig selv om andet, end at alle I andre, som også præges af et liv med selvskadende adfærd – I har den selvsamme styrke – uanset om I kan se det eller ej. Jeg kan ikke lade være med at tænke – at hvis vi kan ændre retningen på vores styrke – vende den enorme styrke til at leve selvdestruktivt til at leve positivt istedet for – så kan vi virkelig nå langt – og så vil intet længere være umuligt.

Jeg ved selvfølgelig godt at det er enormt svært at vende en nærmest evig vane – men det er muligt. Jeg synes selv jeg har gjort det synes jeg.

hvad tænker I om disse tanker?

Dette indlæg er skrevet 9. marts 2010 kl. 09:22 og er gemt under kategorien Uncategorized. Du kan følge med i hvad der bliver sagt i denne kommentartråd via dette RSS 2.0 feed. Du kan skrive en kommentar, eller trackbacke fra din egen blog.

5 kommentarer to “Styrken det kræver, at leve selvdestruktivt”
Kommentar af Lisbeth:

9. marts 2010 kl. 18:16
På trods af at jeg ikke er selvskadende, men “kun” spiseforstyrret, kan jeg virkelig nikke genkendende til det som du skriver. Jeg brugte ufatteligt mange år på også at se mig selv som et nul. Et ufatteligt svagt nul, som bare ikke tog mig nok sammen. For man måtte da være svag, siden man ikke bare gjorde noget ved det – hvor svært kunne det lige være? Sådan brugte jeg mange år på at dunke mig selv oveni hovedet.

Men det gik også op for mig, at vi jo faktisk er nogle enestående fightere. Alle de gange hvor man har været nede og så rejst sig igen i årenes løb, det kræver da en del. Kæmpet videre for at “nu gør jeg det aldrig mere, fra nu af spiser jeg ordentligt, fra nu af træner jeg tilpas” eller hvad det nu kunne være. Nok var det urealistisk sort/hvid tænkning, men forventeligt når man var helt i spiseforstyrrelsen og ikke vidste meget om op og ned.

Jeg synes personligt jeg har oplevet at jo længere jeg kommer ud af spiseforstyrrelsen, jo mere energi bliver der frigjort. En ufattelig stor bunke energi faktisk, sådan så folk til tider spørger til, hvordan jeg dog kan gøre alle de ting. Jeg kan efterhånden mærke at jeg er et stærkt menneske, med en masse ressourcer. De har været godt gemt væk, men de er virkelig på vej frem.

Ved ikke om det gav mening, men det var bare så genkendeligt det du skrev, så måtte lige give min kommentar med. Synes det er en fantastisk inspirerende og velskrevet blog du har dig her Anne Mette!

Kommentar af mathilde:

10. marts 2010 kl. 00:12
jeg er helt enig med dig; og kan godt følge dig i, at man har følt sig så svag, og ikke følt man havde kontrol over noget, og pludselig var der noget man kunne kontrollere, og det er spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd mv. jeg tror der er rigtig mange fælles træk i handlingerne, eller handlingens følelse, selvom det udad til virker om noget helt forskelligt, det jeg mener er, at man har fået en kontrol, man aldrig før har følt, at man har haft.
samtidig er det et redskab, der er blevet brugt til som du oss skriver, at reducere følelserne hurtigt og effektivt, hvor man skal arbejde rigtig hårdt, for at finde noget at sætte istedet, der er mere konstruktivt, dermed ikke sagt at man kan opnå samme recultat, for det tror jeg ikke man kan, men jeg tror, man kan finde noget mere konstruktivt at sætte istedet, som kan give en så meget mere på lang sigt i den positive retning….
samtidig tror jeg oss, at det har noget med tryghed at gøre, for når man selvskader, så VED man, at det har en her og nu effekt, og (undskyld sproget) hvad fanden skal man lige gøre, hvis man lige pludselig kan mærke sine følelser, og ikke kan rume dem?! derfor tror jeg oss det er en tryghed at man ved det virker, og så tror jeg egentlig bare på nogle punkter, at det bliver for “nemt”….
forstået på den måde, at så er man fri for, at forholde sig til sine følelser, og arbejde med de ting der måske er allersværest, for man ved man har kniven…..
jeg tror ikke at det er sådan hele vejen igennem, men jeg tror måske det lidt er sådan man ubevidst handler i starten, fordi det hele bare er for svært.

men i bund og grund er det jo et tegn på, at man går med noget inden i, der gør så ondt, at “man” (evt.kroppen) gør alt for at forsvarre sig.

jeg tænker oss lidt, at i starten så jeg det i hvert falde ikke selv som et problem, for det var jo noget det hjalp mig, og jeg kunne ikke se, at det var forkert, og der var da i hvert falde ikke nogen, der skulle sige til mig, at det var “forkert”; for så røg de da bare over i kassen til de “dumme” hvis du forstår.

jeg er helt overbevist om, ligesom du; at det kræver SÅ meget styrke, at leve så destruktivt, og hvis man kan få den vendt, så er man så stærk, at intet er umuligt, man kan klare alt, og intet kan røre én, hvis det er noget man virkelig vil.

men starten er helt klart, at acceptere og erkende, at det er et “problem”, altså at det ikke er hensigtsmæssigt, og at det ikke er en holdbar løsning, hvis man vil videre ud, og nyde livet….

så folkens kæmp for det, jeg er overbevist om, at det er værd, at kæmpe for

Kommentar af Birgitte:

10. marts 2010 kl. 02:38
Jeg kunne ikke være mere enig!!!
Det kræver SÅ meget at være syg, det kræver virkelig styrke.
Det rammer så meget plet det du skriver, jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv.

Jeg har ikke så meget mere at skrive lige nu.
Men det kan være det kommer;-)

Knus

Jeg synes absolut ikke man kan stille det op sort på hvidt; er man stærk eller svag, når man er selskadende. Jeg synes det er helt forkert, men det er udelukkende min egen personlige holdning. Alle mennesker indeholder styrker og svagheder, om man er selvskadende eller ej, og hvor meget styrke der ligger i os er individuelt. Verdens lykkeligste menneske og verdens mest forsømte og dårligt stillede person kan rumme præcis de samme styrker og svagheder. Så fordi man er selvskadende betyder det ikke at man er stærkere eller svagere end andre mennesker.

Så i mine øjne lyder det rimelig ved siden af og jeg synes det er et farlig spørgsmål at stille. Kalder man selvskadere for svage, kan det for nogle blive en negativ bekræftelse på deres eget selvbillede. Kalder man derimod selvskadende for stærke mennesker, kan det på andre virke som en opmuntring til at fortsætte deres selvdestruktive adfærd. Vi kan vidst alle blive enige i at det kræver styrke og udholdenhed at holde hovedet oven vande og kæmpe når man har det dårligt, men vi kender først vores virkelige styrke, når vi begynder at svømme og bevæger os væk fra den uhensigtsmæssige adfærd. Det er der vi skal bruge vores kræfter og det er der vi finder ud af, hvor stærke vi egentlig er.

Men som jeg siger, så er det her udelukkende mine egne holdninger. Jeg synes bare virkelig man skal tænke sig om før man stiller sig selv spørgsmålet. For vi er blot mennesker. Vi indeholder alle styrke og svagheder.               

Jeg er enig med Candle omkring, at selvskadere ikke kan puttes i kasser med enten svage eller stærke mennesker, at alle er forskellige med forskellige ressourcer.

Ja det kræver rigtig meget energi at være selvskadende. Det kræver energi at skjule sin selvskade og at man har det skidt indeni. Det kræver energi at tænke på, hvornår man igen kan komme til at skade sig og hvordan man skjuler det for andre. Det kræver energi hele tiden at skulle forholde sig til, hvordan man påvirker sine omgivelser med selvskaden og det kræver rigtig meget energi at bære sine følelser så godt gemt, at de holdes skjult for andre.

Følelsen af at være svag kan tildels forklares med den energi, som man bruger på ovennævnte, men hænger i høj grad også sammen med ens selvopfattelse. De fleste, hvis ikke alle selvskadere, har haft en barndom, som har været svær på en eller anden måde. Hvor man på en eller anden måde har været udsat for fysisk eller psykisk omsorgssvigt, overgreb, for høje forventninger om at præstere mere end rimeligt er for at leve op til forældres forventninger mm.

Som selvskadende er det meget svært at mærke andres omsorg og kærlighed til én. Både fordi man har nogle erfaringer med sig, som fortæller én, at man ikke er værd at elske og fordi man holder andres følelser på afstand, ligesom man gør med sine egne, for at det ikke skal blive for overvældende. Det er for svært at opretholde sit selvbillede af at være ikke elsket, hvis man lytter til dem, der siger noget andet. Og at lukke op for følelserne af at være elsket er for risikabelt, da man risikere at blive såret igen og det er for svært.

Det er rigtigt, at man føler sig uendelig svag som selvskadende, men det er ikke selvskaden, der gør én svag eller stærk, det er den følelse man sidder med indeni. Og ja generelt er man stærkere, end man føler sig, når man føler man sidder på bunden, men sådan er det også for mennesker, der ikke er selvskadende.

Ja det kræver massser af energi at være selvskadende, men det betyder ikke, at når man kommer ud af selvskaden, så venter der en verden uden problemer og hvor man har energi til at klare alle store og små problemer uden anstrengelser. Jeg er ikke enig med de første indlæg, hvor der står, at når man er ude af selvskaden er intet længere umuligt, fordi så har man energi til alt.

Ja det er fantastisk at slippe for selvskaden, men det fantastiske består ikke i at lægge selvskaden væk. Det består i at finde andre redskaber til at forholde sig til svære følelser, at komme derhen hvor man kan aflede istedet for at selvskade. At kunne give sig selv omsorg istedet for at straffe.... Både i handling og tanke. For op og nedture vil man møde hele livet, svære følelser møder man også hele livet, forskellen er redskabet til at tackle følelserne, så de ikke bliver negativt selvforstærkende.

Jeg møder beundring fra mine omgivelser over, hvordan jeg har taget de kampe, som jeg har. Jeg føler selv, at jeg tog dem, fordi jeg ikke havde andre valg for ellers var jeg ikke overlevet.

Så ja måske er selvskadere "The survivors", fordi vi tager kampen op og fortsætter den istedet for at trække i nødbremsen og stige af toget

Kæmp videre alle derude, for det er det hele værd

Jeg har prøvet at sætte et billede på, hvordan kampen for mig kan se ud.

Jeg kravler op af en våd, sort granitvæg der er skrå og glat. Jeg kæmper for at komme op på toppen, men ind imellem glider jeg nedad.
Har jeg det rigtig svært, bliver jeg nødt til at lade mig glide helt ned på bunden for at sidde og puste ud for at starte den lange seje opstigning igen. Andre gange stikker der afsatser ud af granitvæggen, hvor jeg kan sætte mig og få et hvil. Er jeg rigtig heldig, kommer jeg ind på en afsats, hvor der venter mig noget, som gør mig godt. Det kan være en hyggeaften på café med en rigtig god veninde. Det kan være en hel dag under dynen med en god bog eller blot en film i fjernsynet eller en lang gåtur ved havet.

Jeg skal helst ind og tage et hvil på en afsats hver dag, for at kunne klatre videre næste dag. Glemmer jeg at tage mine hvil, får jeg sværere ved at klatre op og glider i stedet ned mod bunden.

Udefra kommende ting kan også få mig til at blive så træt, at jeg ikke magter at klatre op, men glider ned. Det kan være uenigheder med én jeg holder af, ekstra arbejdspres, eller travlhed i det hele taget, hvor jeg ikke får taget mig tid til egenomsorg på en afsats.

Jeg ved, at jeg aldrig vil nå toppen af granitvæggen, fordi jo længere jeg når op, jo højere sætter jeg mit næste mål. Det kan lyde nedbrydende, men er det modsatte, da der altid er nye mål i livet af stræbe efter.

Nogle gange er jeg rigtig træt, hvis jeg har kæmpet mig op af væggen længe og er gledet langt ned. Andre gange tænker jeg ”pyt jeg går tidligt i seng og starter klatreturen igen i morgen, hvor jeg har ny energi” – det er når jeg ikke er gledet helt i bund.

Det overstående er billedet på, når jeg ikke er selvskadende. Der hvor jeg har været selvskadende, har der på hver afsats lagt en kniv, som jeg brugte til at holde pause med. Jeg håber, at jeg aldrig igen møder en afsats med en kniv, at jeg højst møder en tom afsats, hvor jeg må sætte mig og kan tåle at mærke mig selv uden at skade. Derudover håber jeg, at jeg har fået placeret veninder, strandture, træningsmuligheder og meget mere på de andre afsatser, så de kan være mine pauser i stedet for selvskaden. For op og nedture vil jeg møde hele livet og så er det mit ansvar, hvordan jeg tager pauser og samler ny energi, når livet er svært at rumme.


Hvordan ser jeres kamp ud? Hvordan føles skridtene tilbage frem for dem, der går frem. Hvilke pauser er positive for jer?