Zebrapigen (Kan lånes på biblioteket)
Den unge svenske forfatter Sofia Åkermans selvbiografiske historie ”Zebraflickan”, som har vakt kolossal opmærksomhed i både Sverige og Norge, hvor den har solgt i flere oplag.
”Zebrapigen”, som bogen hedder på dansk, er en hudløs, smertelig og stærkt gribende beretning om en ung anorektisk piges angst for livet – en angst som hun kun kan flygte fra ved at skade sig selv. Enten ved at snitte sig i armen, sluge ætsende kemikalier eller tage en overdosis af piller.
Denne destruktive leg med døden fører til talrige ambulanceudrykninger og hospitalsindlæggelser. Og til flere års indespærring, først på en børnepsykiatrisk afdeling, og siden – da denne lukkes – på en psykiatrisk afdeling for voksne.
Sofia Åkerman beskriver med selvoplevet indsigt og stærk indignation og vrede de mange overgreb som hun og hendes unge medpatienter udsættes for, og derved bliver bogen også en svidende anklage mod systemet. En anklage der i lige så høj grad kan rettes mod det danske system, hvor der i øjeblikket er lange ventetider på at komme i behandling for det stigende antal unge med psykiske lidelser.
Men netop som det ser sortest ud for Sofia, får hun en ny chance i gymnasiet og kommer med i en teatergruppe. Her møder hun nogle andre unge, som rækker hænderne frem mod hende og langsomt trækker hende ud af mørket.
I dag er Sofia rask, og denne sommer tager hun sin studentereksamen i en alder af 22 år – med fire års forsinkelse.
”Zebrapigen” er oversat og bearbejdet af Torben Poulsen – med støtte fra Nordbok (Nordisk Ministerråd).
Baggrunden for Zebrapigen:
Af Sofia Åkerman
Jeg var nitten år da jeg skrev Zebrapigen. Det var sommer, og jeg sad hjemme på mit værelse, fastkoblet til et apparat som gav mig næring via en slange i næsen. Det hele så temmelig sølle ud. Men jeg var lykkelig!
Sådan rigtig lykkelig, måske for første gang nogensinde. Det føltes så nyt og fremmed at Zebrapigen næsten skrev sig selv i en søgen efter et svar på hvordan det kunne blive sådan.
Hvad var det egentlig der var sket som havde fået hele mit liv til at vende? Når jeg i dag kigger i Zebrapigen, smiler jeg for mig selv ved at læse om alle de regnbuer og engle og alt det glimmer der regnede ned over mig den sommer. Men det var sådan det var.
Jeg kan huske jeg begyndte at synes dårligt om mig selv allerede da jeg var en lille pige på fire år. Jeg spidsede blyanter, som jeg stak ind i maven på mig selv, og mente jeg var for stor til at behøve hjælp til noget som helst.
Som seksårig blev jeg opereret på sygehuset, og jeg var det eneste barn der ikke ville have at mine forældre skulle overnatte sammen med mig. Alle sygeplejerskerne syntes jeg var så modig og stærk, ja, det syntes de allerfleste om lille Sofia Åkerman!
Jeg var vellidt. Jeg var modig. Jeg var stærk. Jeg var dygtig, sød, havde det godt hjemme. Og derfor glemte man at lægge hånden på min skulder og spørge: Hvordan har du det Sofia?
Jeg følte mig som et usynligt, værdiløst spøgelse da jeg var lille. Det blev en ond cirkel. Jeg havde høje forventninger til mig selv, og når jeg gjorde mit bedste for at indfri dem, steg også omgivelsernes krav til mig. I dag ved jeg at det ville have været betydeligt mere modigt af mig hvis jeg havde vovet at bede mor om at sove hos mig på sygehuset da jeg skulle opereres, dengang jeg var seks år.
Jeg var tretten da jeg fandt afløb for det selvhad som gennem årene var vokset mere og mere frem. Sår begyndte at dukke op på armene, kroppen begyndte at udmagres. Og der var ingen der fattede noget. Ingen der anede noget. For Sofia Åkerman, nej, hvorfor skulle hun blive ramt af sådan noget? Ikke hende. Nej, ikke Sofia. Hvem som helst, men ikke Sofia.
Det var begyndelsen på en ny epoke i mit liv. Den udadtil så "vellykkede" Sofia foretog en kovending og blev den diametrale modsætning. Jeg protesterede mod alt, mod hele verden, mod det at være til. Stadig med det store smil på læberne smadrede jeg mit raske liv og blev en zebrapige. Jeg fik striber på armene. Isolerede mig sammen med en flok ligesindede på en savanne hvor løver lå på lur i græsset.
Der gik flere år, MANGE år når man tænker på hvor hurtigt livet snurrer når man er ung. Jeg gik glip af meget og har på sin vis stadig et hul i mit liv der hvor teenageårene skulle have været. Jeg troede aldrig at jeg ville komme ud af det, og det var der heller ingen andre der gjorde. Jeg rejste gennem det halve af Sverige en gang om ugen for at mødes med min psykolog, som jeg først fik tildelt efter to års indlæggelse på en lukket psykiatrisk afdeling. Jeg sov tyve timer i døgnet på grund af medicinen, jeg havde ingen venner, ingen livsglæde.
Men det vendte. Mirakuløst nok. Hvad det var der skete, ja, det kan ikke beskrives i en så kort præsentation. Det var derfor jeg skrev bogen. For at rede det ud for mig selv først og fremmest, men senere fødtes den tanke at måske kunne min historie give andre et håb.
Når man sidder og skriver en bog om sit liv, er det umuligt at forudsige hvad der senere vil ske. Zebrapigen, som blev sluppet ud i Sverige et par dage efter min tyveårs fødselsdag, har definitivt ændret mit liv. Frem for alt har den givet mig en mening med alle de teenageår som jeg tilbragte på sygehuset, alle de striber som jeg tilføjede mig selv og som aldrig vil gå bort, al den smerte som aldrig vil forsvinde, men som jeg har lært mig selv at håndtere så den ikke længere bekymrer mig.
Jeg sørger ikke over det i dag. På en måde er jeg glad for at det skete, for de fleste jeg møder, siger at jeg har en styrke og et selvforståelse som er meget sjælden i min alder. Jeg er stolt over at have besejret spiseforstyrrelserne og trangen til at skade mig selv. Jeg er i det hele taget stolt af mig selv, og jeg ved at hvert øjeblik i livet er værdifuldt. Jeg var tæt på at miste det.
Jeg bryder mig ikke om ordene "syg" og "rask". Hvad er rask? Hvad er normal? Jeg vil altid være den Sofia som jeg hele tiden har været, men den kraft som jeg tidligere vendte mod mig selv, har jeg nu rettet udad.
Jeg bor i Lund, læser til sygeplejerske, arbejder freelance som illustrator og journalist, arbejder i en teaterforening og har altid tusind ideer i hovedet som jeg ønsker at realisere.
Jeg arbejder ulønnet for BRIS (Børn Rettigheder i Samfundet), debatterer i medierne om børns rettigheder, om omsorg og unge der skader sig selv, og frem for alt rejser jeg rundt og holder foredrag i hele Norden.
Ofte fortæller jeg min historie flere gange om ugen, og folk spørger mig: Er det ikke besværligt? Skammer du dig ikke, eller fortryder det du har gjort? Men nej. Det er jo en del af mig, en del af mit liv. Og jeg holder af mig selv.
Ønsker du at vide mere om hvad der sker i mit liv, må du gerne besøge min hjemmeside i Sverige på
www.sofiaakerman.com 
Forumforside 
