Jeg fik engang et råd, eller nok nærmere en 'tankegang' som jeg blev bedt om at prøve, når jeg var rigtig ked af det. Når jeg havde det dårligt, skulle jeg prøve, at tænke på mig selv som barn og forestille mig hvad jeg ville gøre, hvis den her lille version af mig selv stod med de her smertefulde følelser. Hvordan ville jeg trøste hende og hvad ville jeg sige til hende for at hun skulle få det bedre..? Prøv at forestille dig, hvad du selv ville gøre. Se det for dig, hør det for dig...
Personligt kan jeg sige, at stod jeg overfor et barn, om det var mig selv eller ej, og den her lille person havde det rigtig skidt, så ville jeg give al den kærlighed og omsorg, jeg overhovedet kunne. For et lille barn fortjener ikke at være knust og sådan tror jeg de fleste mennesker har det. Men selv om vi ikke er små børn mere, så har vi stadigvæk brug for kærlighed og omsorg. Vi fortjener stadigvæk at blive passet på og det barn vi engang var er stadigvæk inde i os.
Tanken har nogle gange hjulpet mig, andre gange ikke. Men det er et værktøj og som alle andre værktøjer jeg har fået, smider jeg det i min kasse. Det er ikke altid jeg kan bruge det til noget, men man ved aldrig. Jeg har flere gange oplevet at et gammelt råd pludselig blev brugbart, så jeg syntes det var værd at dele. Måske er der en der ude der kan bruge det.
Forumforside 
