Hvorfor skader du dig selv - egne beretninger

Jeg tror at det er vigtigt at andre forstår, at man ikke skader sig selv for at være opmærksomhedskrævende. At selvskaden er et sprog, en mestring og en overlevelsesstrategi som man griber til, når intet andet er tilstrækkeligt for at overleve psykisk.

Jeg vil gerne åbne op for at man kommer med sin personlige grund til at man selvskader. I hvilke situationder at selvskaden tager over og bliver ens redskab til at klare det, som ikke kan klares på anden vis.

Jeg vil rigtig gerne, at der kommer rigtig mange beretninger, både fra personer, som har selvskadet og dem der stadig selvskader, da alle herinde har hver deres beretning og hver historie har sin berettigelse.

Det kan være rigtig svært at sætte ord på, specielt hvis man er midt i selvskaden, men gør det alligevel, da det ikke kommer an på, hvordan det er skrevet, men at beretningen er din personlige historie, så andre bedre kan forstå, hvorfor man vælger at leve som selvskader, at det ikke er, fordi man har brug for at dramatisere og være midtpunkt.

Jeg er opvokset med en psykisk syg mor som i perioder var fraværende. Enten mentalt pga hendes sygdom eller fysisk pga af indlæggelser.

Min personlige grund til selvskaden var, at kunne håndtere den smerte, som jeg genoplevede, når jeg var i fare for at miste uden afklaring.

Når jeg kan mærke afvisning eller udeblivelse af kontakt fra personer, der stå mig nær, genoplever jeg følelsen fra dengang, hvor jeg var lille og min mor "forsvandt ud", enten ved at hun var så skidt, at hun ikke kunne være omsorgsperson eller fordi hun var væk fra hjemmet ved indlæggelse på psyk. Jeg genoplever også hvis en person blive omklamrende i et forsøg på at blive elsket uden at den person er holdt af fra min side, men her bliver jeg blot afvisende. Fornemmer jeg derimod afvisningen uden forklaring, oplever jeg en smerte, som er svær at håndtere.

Angsten for at miste viser sig kun i meget nære relationer, ægtefælle og de nærmeste venner. Mærker jeg en uoverensstemmelse, er jeg nødt til at forholde mig til den, da mit stressniveau ellers stiger. Kan jeg ikke få afklaring, er jeg nødt til at være rigtig god til at bruge andre og sundere mestringsstrategier, så som gåture ved stranden, meditation, fysisk træning, skrive, snak med veninder osv. Inden jeg lærte at bruge dem, var der kun kniven,der kunne give mig ro.

Det skrevne er baggrunden for, at jeg startede med at skære, men som så mange andre selvskadere måtte jeg erfare, at det breder sig som ringe i vandet. Selvskaden indtager flere og flere grunde til at blive brugt. En dag med uro og travlhed, en dag med træthed osv. Snart er der ikke en grund til ikke lige at skulle skære, for selvskaden bliver til en afhængighed, som følger med overalt og i alt, som lugter lidt af en dårlig dag eller blot for at opretholde en almindelig hverdag, Den tager til i hyppighed og styrke og gør sig selv uundværlig.

Min grund til at stoppe selvskaden var, at jeg ikke ønsker at miste dem, som jeg holder af og jeg ønsker ikke længere at bedøve min sjæl, selv om det nogle gange gør ondt, for den har noget værdifuldt at fortælle mig. Den vigtigste grund af dem alle er, at jeg for alt i verdenen ikke ønsker at videreføre selvskaden til mine børn, som jeg selv overtog den fra min mor. At jeg ønsker at lære mine børn, at problemer kan løses på andre måder end ved at være selvudslettende og selvskadende.