Det er for det meste en ubehagelig oplevelse at opdage, at ens barn eller ven/veninde skader sig selv. Mange reagerer på en meget forkert og voldsom måde, fordi de har svært ved at tackle problemet, og ikke kan se på problemet, der ligger til grund for sårene og arene.
Her er et par råd til jer pårørende (fra en selvskader):
Lad være med at:
Reagere på en voldelig måde. Undgå at råbe og skrige for at vise, hvor forkert, du opfatter selvskadende adfærd. Det kan godt være, at du er frustreret, men en voldsom adfærd vil kun skabe splid og mistillid.
Bede om at se sår eller ar, det virker utroligt krænkede. For mange er arene efter selvskade meget personlige, og at bede om at se dem, ville være det samme som at bede dig gå nøgen ned af strøget på en lørdag formiddag.
Lave ransagninger af den selvskadendes værelse, lommer, tasker mv. Det kan være fristende at gøre, for at finde redskaber og tegn på selvskade, men i sidste ende vil det kun skabe utryghed og få dig til at fremstå på en dårlig måde. Det kan godt være, at du tror, du kan snige dig ind på et værelse og undgå at efterlade spor, men der skal ikke meget til, før at du vil blive busted.
Stille spørgsmålet: "hvad har jeg gjort forkert?!" overfor den selvskadende. Din datter/søn/ven vil aldrig kunne svare på det spørgsmål, og har i forvejen nok at tænke på. Du vil lægge et stort pres på den selvskadende, hvilket kan give en endnu større trang til selvskade.
Gøre grin med eller fordømme selvskade.
Sætte ultimatums som fx: ’du skal stoppe LIGE nu for ellers smider jeg dig ud hjemmefra!’ Det gør kun sagen meget værre, og alle ved, at man får meget lyst til kage under en slankekur. Det samme gælder for selvskade. Når du får besked på, at du ikke må skade dig selv, så får kan trangen blive værre.
I stedet:
Vis, at du er der for at hjælpe. Du skal ikke presse på, men fortæl den selvskadende, at hvis der er noget han/hun vil tale om, så vil du gerne lægge øre til. Lad være med at fortælle det hver evig eneste dag, det virker som et pres.
Forumforside 
